Sporskifte

Jeg er ved at skifte spor. Tilbage til det centrale.

Midt i finanskrisen sagde jeg mit kommunikationsjob hos Carlsberg op. Et godt job med gode kolleger, solid løncheck, potentielle udviklingsmuligheder fast pensionsordning og de legendariske to kasser øl om måneden, som i to år var blevet balanceret hjem på cyklen til stor begejstring for venner og familie. Det er sjovt, hvad to kasser øl kan gøre. Men der er også ting, de ikke kunne gøre for mig.

Jeg tilhører en af landets mindste årgange. En ægte 84′er. En af dem, der i folkeskoleårene og gymnasietiden kunne forstå, at vi kunne vælge og vrage mellem jobbene, når vi kom ud på den anden side. Vi kunne blive til lige, hvad vi ville. Og så er jeg en af de dygtige. Eller i hvert fald en af de mange, der kunne svare rigtigt i lidt mere end halvdelen af Journalisthøjskolens videnstest og fik adgang til de hellige, grå haller i Aarhus Nord. Da jeg første gang fik fingrene i Journalisten – min fagforenings fagblad – kunne jeg se tre unge kvinder stige ud af en limousine. “Champagnegenerationen,” stod der med tabloide typer. Kvinderne var netop dimitteret ud i en virkelighed, der bugnede med nye gratisaviser, radiokanaler og tv-stationer. De kunne vælge og vrage mellem jobbene, læste vi, imens Journalisthøjskolen uddannede os i undersøgende, afslørende og fortællende journalistik. Det var himmelsk. De tunge dyder – den fede journalistik. Men så tikkede kalenderen ind på 2008, og medierne løb tør for champagne.

Finanskrisen brød ud, imens jeg var i praktik på TV2Finans. Rent journalistisk gjorde det mange ting nemmere. Efter de tidlige 00′ers jubelår, hvor de fleste ting kunne lade sig gøre i Danmark og Verden, bragede de økonomiske korthuse ned, og der var masser af problemer og konflikter at fortælle om. Rigtige problemer og rigtige konflikter. Men hvor var jobbene, vi kunne vælge og vrage i mellem? Hvor var vores limousine, champagnen og alle gratisaviserne? Man behøvede ikke at scrolle på skærmen for at se alle de kommunikationsstillinger, der blev slået op, i de to måneder, jeg lavede hovedopgave. Journalistiske jobs var der ingen af. Ingen. Gratisaviserne lukkede på stribe, aviserne skar stillinger, TV2Radio havde jeg selv været med til at lukke i praktiktiden, og i medierne blev det undersøgende, afslørende og fortællende erstattet af manglen på researchtid, fælleshistorierne og kommentatorernes tomgangssnak. Hvor var den virkelighed, jeg var blevet uddannet til? Hvem havde brug for det, jeg kunne?

Det havde Carlsberg.

Efter et travlt forår med forskellige freelanceopgaver, forærede jeg i 2010 mig selv en måneds cykeltur fra Lhasa over Everest (Basecamp) til Kathmandu. På vej ned fra verdens længste nedkørsel, der strækker sig 117 km over grænsen mellem Tibet og Nepal, cyklede jeg forbi et faldefærdigt, brunt hus, hvor den ene gavl, havde et stort “Tuborg” malet på siden. Jeg tog et billede og mailede det ved ankomsten til Kathmandu til min gamle chef på bryggeriet. “Har I brug for en freelancer, der kan løse nogle opgaver i ny og næ, må I sige til. I ved, hvad jeg kan.” Han skrev, at de netop havde fået en ledig stilling og indkaldte til en jobsamtale, hvor det primære spørgsmål var, hvornår jeg kunne starte. Det gjorde jeg et par dage efter og kom igen hver dag i to gode år. Sammen genstartede vi Carlsberg Danmarks fire mands store kommunikationsafdeling. Jeg fik ansvaret for en ny web-tv-afdeling, var praktikantvejleder, blev rådgivende kommunikationsressource på lærerige forandringsprocesser og fik berøring med hele værdikæden, medarbejdere og ledelse på alle niveauer. Da jeg sagde op, tog min chef det pænt, kaldte det for modigt – men sagde også, at jeg ville komme til at savne landets bedste kommunikationsjob. Ja. jeg havde været privilegeret – men det var ikke det rigtige for mig.

Det kan være, at jeg bliver klogere, når lageret af øl og cider under sofaen slipper op om nogle måneder. Men i min verden havde jeg brug for et sporskifte. Et skifte tilbage. Tilbage det centrale – for mig og for journalistikken. Derfor bruger jeg nu min tid på kommunikations- og journalistiske projekter, hvor jeg oplever både at tage et ansvar for mig selv, mit fag og for samfundet. Jeg bruger tid med efterskoler, der udvikler innovative læringsformer og giver læsesvage elever en ny start efter tabte år i folkeskolen. Jeg hjælper musiklærerforeninger med at nå deres medlemmer og omverdenen bedre, fordi jeg tror på, at det de gør, er med til at løfte vores hverdag og samfund. Jeg hjælper en børne- og ungeforvaltning med at fortælle de gode historier om deres tilbud til børnefamilier, så de forhåbentlig kan trække flere ressourcestærke forældre til med tiden. Jeg udvikler elevers evne til at fortælle historier, fordi det understøtter skolens måde at lave skole på og udvikler elevernes oplevelse af dem selv. Og fra februar 2013 vil jeg investere to år i at blive en tilstrækkelig journalist.

Til den tid begynder jeg på cand.public uddannelsen på Syddansk Universitet – og jeg glæder mig. Danmark og verden har brug for journalister, der både er håndværkere og specialister. Og uanset, hvor meget jeg holder af Journalisthøjskolen, giver fire års praksistung uddannelse ikke den dybde i viden, der skal til for at kunne udvikle og rokke ved mediernes brug af journalistikken.

Det kan være, at jeg bliver klogere. Jeg har stillet mig helt derop, hvor behovspyramiden bliver spids, og risikoen for en røvtur tilbage til hverdagen skal kalkuleres ind. Men herfra er udsigten fantastisk, og lige nu oplever jeg at have genvundet initiativretten og friheden til at kunne handle i forhold til de udfordringer, jeg ser i mit fag og vores samfund. Jeg føler mig vanvittigt privilegeret over at kunne træffe dette valg, lave dette sporskifte og prøve forskellige ting af uden anden konsekvens end at skære i forbruget og afbetalingen på andelslånet. Mageligheden og sikkerheden må vente. Jeg er tilbage i mit nye, gamle, spor. Nu må vi se, hvor langt det fører og, hvor det fører hen.